Forvaltningsinstituttet for Lokale Pengeinstitutter

Værgemål

Værgemålsmidler

Værgemålsmidler er den juridiske betegnelse for penge, der tilhører personer under værgemål. Det gælder både for børn under 18 år og for voksne, som har fået beskikket en værge. Når en formue overstiger eller forventes at overstige 150.000 kr.,  siger bekendtgørelsen om værgemål, at pengene skal placeres i en godkendt forvaltningsafdeling. Som værge bestemmer du helt selv, hvilken af landets godkendte forvaltningsafdelinger du ønsker at benytte.

Værge for mindreårig

Har dit barn arvet penge, fået udbetalt en forsikringserstatning eller modtaget en større pengegave? Så er der særlige regler for, hvordan pengene skal passes på og forvaltes, indtil barnet fylder 18 år.

 


Beskikket værge

Når der etablereres et værgemål for en voksen person, får vedkommende en beskikket værge, der kan træffe beslutninger på personens vegne. 

Er du udpeget som beskikket værge for en voksen med en formue over 150.000 kr., og har du ansvaret for økonomien? Så er dine vigtigste opgaver:

  • At sørge for, at den voksnes formue anbringes forsvarligt og bedst muligt i en forvaltningsafdeling.
  • At sikre, at den voksnes indtægter (f.eks. pension, boligsikring og renter/afkast fra formuen) bruges til gavn for vedkommende.
  • At søge om tilladelse hos Familieretshuset, hvis du skal foretage større eller usædvanlige økonomiske dispositioner.
  • At udarbejde et årligt værgemålsregnskab over de modtagne indtægter og afholdte udgifter i kalenderåret. 

 

Brug af den voksnes formue

Som udgangspunkt skal du have Familieretshusets godkendelse, inden du kan bruge af den voksnes formue. Du kan dog, til gavn for personen under værgemål, bruge op til 5 % om året af den samlede formue, dog højst 100.000 kr. årligt, uden at Familieretshuset skal godkende det. Uanset formuens størrelse kan du altid bruge op til 10.000 kr. pr. år.

Selvom du ønsker at bruge et beløb, der ligger inden for ovennævnte beløbsgrænser, kan pengene ikke anvendes til alle formål. Du skal have Familieretshusets tilladelse til eksempelvis:

  • Usædvanlige dispositioner
  • Køb af fast ejendom
  • Usædvanlige gaver
  • Udgifter til kørsel eller tjenesteydelser, som du eller dine nærtstående udfører for personen

 

Du kan læse mere eller ansøge om tilladelse til brug af formuen på Familieretshuset hjemmeside

 

Regnskabskrav

Værgemålsregnskab

Som værge har du pligt til at indsende et regnskab hvert år for de midler, du administrerer. Regnskabet dækker de konti, der står uden for forvaltningsafdelingen, og følger kalenderåret med skæringsdag den 31. december. Opgørelsen skal omfatte de faktiske posteringer i perioden – enten for hele året eller fra værgemålets start frem til årets udgang.

 

Investering

For at sikre en forrentning af kontante midler vælger mange at investere dem. Inden man træffer beslutning herom, er det vigtigt at kende lovgivningens rammer på området. Vi har her samlet et overblik over de gældende regler for investering af værgemålsmidler. Du er desuden velkommen til at kontakte os for en dialog om rammerne for investering på tlf. 33 69 17 77.